I denne tid, hvor mange udlandsrejser bliver aflyst, er det på tide at genopdage Danmark. Om det er familien, skoleklassen eller kollegagruppen, der pludselig skal lægge programmet om, kan du finde oplevelser, der passer til enhver anledning og pengepung. Du kan forkæle din bedste veninde med wellness, eller tage kæresten med på en romantisk weekend. Du kan udforske naturen, eller tage på storbyferie i Aarhus eller København.

Udfordr dig selv og vennerne

Hvis du og dine venner har brug for en ferie fyldt med action og eventyr, behøver I ikke at rejse langt. Overvej i stedet at besøge ’Cold Hawaii’ i Klitmøller, hvor både nybegyndere og øvede surfere kan få udfordret evnerne. Der er også flere steder i Danmark, hvor man kan teste sine egne og vennernes grænser med paragliding eller faldskærmsudspring.

Der er også et stort udbud af aktiv ferie med en mere familievenlig profil. Tag for eksempel på kanotur på Gudenåen eller på cykelferie med overnatning på campingpladser eller i sheltere rundt i Jylland. Der findes desuden masser af ridecentre, hvor man kan arrangere rideture, og dejlige naturområder, hvor man kan tage en god vandretur. Det er let at blive rigtig turist i sit eget land, hvis man bruger sin fantasi.

billede af københavn

Oplevelser i København

For mange, der bor udenfor København, er byen en oplevelse i sig selv. Med historiske bygninger, en tur op og ned ad Strøget og det store udvalg af restauranter går der let en dag eller to med blot at suge stemningen til sig og nyde København. Der er også masser af gratis oplevelser; en tur på Christiania eller i Amager Strandpark koster ingenting, og hver dag kan man opleve vagtskiftet ved Amalienborg Slot.

Skal der ske lidt mere, og må det koste lidt mere, er der alle muligheder for at få én på opleveren. En tur i Experimentarium eller Den Blå Planet er gode bud på oplevelser for børnefamilien. Og Tivoli eller Bakken er næsten obligatorisk for alle barnlige sjæle. Der er også mulighed for at besøge et af Københavns mange museer, eller tage hele familien med på den klassiske kanalrundfart. 

København fra nye vinkler

Selv hvis du har været der mange gange, eller du måske bor der til hverdag, er der altid nye oplevelser i København. Under jorden finder du Cisternerne, et helt unikt udstillings- og eventsted, hvor intet dagslys trænger ind. Hvis du heller vil op i højderne, kan du opleve udsigten over København fra Rundetårn eller fra Rådhustårnet. Hvis du vil rundt i København på utraditionelle måder, kan du få guidede ture til byens seværdigheder på Segway, eller tage på guidet kajaktur på kanalerne. Det er sjove og utraditionelle alternativer, perfekt til de yngre besøgende.

Om sommeren kender de fleste Amager Strandpark og de andre gode bademuligheder i København. Men vidste du, at du også kan vinterbade? På Refshaleøen er der mulighed for vinterbadning og efterfølgende sauna. Året rundt er København og resten af Danmark fyldt med oplevelser. Så tag familien, kollegerne eller blot et par venner med, og find de aktiviteter og oplevelser, der passer bedst til jer.